YourDomain.Com © 2006 

 

 

 

 

               Den katolske seksualmoral

 

 

     Tre indlæg herom fra www.religion.dk. Alle overskrifter i mine

      to indlæg er ikke mine, men skyldes redaktionen. Jeg har derfor

      fjernet afsnitsoverskrifterne i mit første indlæg, for de synes mig

      mere vild- end vejledende.

 

 

”Ikke i aften, skat …”

 

16. februar 2009: Den katolske seksualmoral bygger på forældede forestillinger, der fører til frustration og dobbeltmoral. Kommentar af Kaare Rübner Jørgensen.

 

 

I teorien er den katolske seksualmoral ganske enkelt: sex er kun tilladt mellem personer af forskelligt køn; det må ikke praktiseres før og uden for ægteskabet; onani og brug af prævention er forbudt. Formålet med sex er nemlig at få børn, eller som det hedder på katolsk-dansk: sex er henordnet til forplantningen.

 

Enhver krænkelse af disse regler betragtes som en synd. Det samme gør seksuelle drømme og fantasier. Trods ægtefællers periodiske afholdenhed betragtes som en dyd, står de seksuelt til rådighed for hinanden og kan ikke nægte at efterkomme hinandens ønske som sex. Et ”Ikke i aften, skat” kan ikke tolereres.

 

Disse regler har til dels bibelsk oprindelse. Når jeg siger til dels, skyldes det, at der intetsteds i Bibelen findes noget forbud mod brug af prævention; det er noget, der sluttes på grundlag af den antikke konceptionsteori (se nedenfor). Desuden må det siges, at de gammeltestamentlige regler kun er forskrifter for mænd; kvinder regner man ikke med. Reglerne forbyder dog ikke en mand at have sex med sine tjeneste- eller trælkvinder, ligesom de ej heller forbyder en mand at have flere koner eller foreskriver seksuel afholdenhed for gifte mennesker. Det er noget, der først kommer med Paulus og kirkefædrene.

 

Da mennesker dengang opfattede alt, hvad der skete som udtryk for Guds vilje, lod de selvfølgelig også Gud være ophavsmand til samfundets etiske regler. Men det er ikke ensbetydende med, at vi, der har foretaget et paradigmeskift fra en mytologisk til en tilværelsesforståelse på naturvidenskabeligt grundlag,, også skal gøre det. Er det ikke mere rimeligt at betragte den gammeltestamentlige og senere nytestamentlige regulering af menneskers seksuelle adfærd som udtryk for en beskyttelse af slægtens interesser, således som de blev forstået af samfundet elite?

 

Ligesom alle andre regulativer for menneskelig adfærd opstår seksuelle på- og forbud ikke ud af intet. Bag dem ligger nogle forudsætninger af mental eller filosofisk art. En af de vigtigste, når vi taler om seksualmoralen, er den antikke konceptionsteori, som havde gyldighed, indtil man i anden halvdel af 1800-tallet blev klar over, at der var noget, der hed ægceller.

 

Denne teori kan kort formuleres sådan: ligesom bonden strør sæden på marken, planter manden under samlejet barnet i kvindens krop. Barnet er altså i manden sæd. Det er derfor, Gud straffet Onan (1. Mos. 38), for ved at spilde sin sæd på jorden dræber han det barn, der er i den, og krænker derved Guds krav om, at mennesker skal mangfoldiggøre sig, og at en mand skal gifte sig med sin broders barnløse enke, således at en hans slægt kan føres videre. Det er også på baggrund af denne teori, at mandlig onani og mandlig homoseksualitet samt brug af prævention er blevet forbudt.

 

Den katolske seksualmoral var dog tidligere strengere end i dag. Ved at kombinere den græske filosof Platons despekt for følelser, den jødiske opfattelse af kvinders urenhed og Paulus’ udsagn om, at han ville ønske, at alle kristne kunne leve som han, nåede kirkefædrene frem til, at et liv uden sex var renere og Gud mere velbehageligt end et liv med. Derfor opfordrede de ægtefæller til at afholde sig fra sex, når de havde fået de børn, de havde brug for, og anså det også for at være en synd at have sex, når kvinden ikke længere var i den fødedygtige alder.

 

De diskuterede også, om Adam og Eva havde haft et sexliv i Paradiset. Konsensus herom var der ikke, men den sejrende opfattelse blev, at de havde det, men at det havde været et sexliv uden libido, for det seksuelle begær og den seksuelle lystfølelse kom først med syndefaldet.

 

De middelalderlige teologer, der alle var mænd og som oftest tillige ordensgejstlige, overtog disse tanker. Derudover indførte de en række begrænsninger. Således var sex forbudt på alle søndage, fastedag og kommunionsdage samt i kvindens menstruations-, svangerskabs- og dieperioder.

 

Da mænd næppe kunne klare at være seksuelt afholdende i halve og hele år eller længere, foreslog Thomas Aquinas oprettelse af kommunale bordeller, så mænd kunne få afløb fra de aggressioner, legemsvæskerne skabte i deres krop. De kvinder, der arbejdede der, begik, mente han, kun synd, hvis de følte lyst og fik orgasme. Desuden var den eneste tilladte seksuelle stilling den, hvor manden lå oven på kvinden. Den illustrerede nemlig mandens overhøjhed over kvinden og var efter teologernes opfattelse den mest befordrende for undfangelse. At stimulere hinanden med kys og kærtegn under samlejet var også forbudt. Ingen form for sex var fri for synd, men graden heraf afhang af begæret og lystfølelsen. Jo større den var, desto alvorligere var synden. At sexlivet også kan formidle kærlighed, havde de ikke forståelse for.

 

Dette var kirkefædre og middelalderlige teologer. Mange af deres ideer, der efter nutidig opfattelse byggede på en fejlagtig biologi, er heldigvis forladt. Således gav pave Pius XII i 1951 tilladelse til, at man for at undgå undfangelse godt må dyrke sex i kvindens ufrugtbare perioder – noget der ikke kun ville have fået kirkefaderen Augustin til at rotere i sin grad, men også var i direkte strid med forgængeres encyklika ”Casti connubii fra1930. For her hedder det, at ”enhver seksuel handling skal være åben for liv.”

 

Man kan dog også finde eksempler på, at vi ikke har fjernet os så meget fra disse gamle ideer, som man skulle tro. Indtil den nye kirkeret i 1983 mente man, at cølibatet var mere velbehageligt i Guds øjne end ægteskabet. Pave Johannes Paul II kunne desuden så sent som i 1990’erne udtale, at enhver mand, der så med lystne øjne på sin hustru, begik en synd. Også en periodisk seksuel afholdenhed i ægteskabet lovprises stadigvæk.

 

Nutidens psykologiske og biologiske erkendelser har givet os en helt anden forståelse af sex og af værdien af et tilfredsstillende sexliv. Derfor kan man spørge, hvor hensigtsmæssigt det er at opretholde gamle regler, der ikke kun bygger på og er en følge af en fejlagtig konceptionsteori, men også skyldes nogle i dag forældede kønsrollemønstre og samfundsstrukturer.

 

Desuden ved vi efter den omfattende forskning, der har fundet sted siden 1980’erne, at menneskers seksuelle adfærd i fortiden sjældent har været i overensstemmelse med de regler, den katolske og andre kristne kirker foreskrev. I renæssancen var Rom den by i Europa, der havde det største antal prostituerede i forhold til befolkningstallet, fordi enhver, der ville gøre karriere ved pavehoffet, måtte være ugift. I den dydige victorianske tidsalder var 1,5 procent af alle huse i London bordeller. De havde 2 millioner kunder om ugen. Ud af en befolkning på 1.25 millioner var 80.000 fuldtids-prostituerede, dvs. mindst en fjerdefejl af alle kvinder under 30 opretholdt livet ved at sælge seksuelle ydelser (hvor mange der var det part-time, vides ikke, men det har formentlig været lige så mange). Og i nutidens katolske Portugal køber 40 procent af den mandlige befolkning sex, men tallet i det sekulariserede Danmark blot er 14 procent.

 

Pave Benedikt XVI formanede os under sit besøg i Sydney i sommer til at tage vare på vor klodes tilstand. Det gjorde han ret i, men er han ikke klar over, at den største trussel er det voksende befolkningstal i ulandene? Tilsyneladende ikke, for ellers ville han ikke forbyde prævention. Uden brug af prævention vil et land som Mexico nemlig om tohundrede år have en befolkning på 30 milliarder. Det er kun ét land blandt mange. Hvordan skal vi løse de klimatiske og økologiske problemer med en verdensbefolkning, der er flere hundrede gange større end den nuværende, kan man med rette spørge?

 

Da regler er til for menneskers skyld, ikke mennesker for reglernes, kan man overveje, om det ikke ville være bedre at tilpasse reglerne til menneskers behov end at gøre det omvendte? Må man ikke erkende, at alle mennesker – og det uanset om de har en hetero-, bi- eller homoseksuel orientering – har et behov for at give og modtage den kærlighed, der er iboende i sex?

 

Presser man mennesker til at fornægte og undertrykke deres seksualitet, skaber man ikke kun psykiske problemer for den enkelte, men også et hyklerisk samfund. Desuden forhindrer man, at den glæde og det overskud, et tilfredsstillende sexliv giver, kan kanaliseres videre til en omsorg og hjælpsomhed i mødet med andre mennesker. For hvor meget er forkrampede mennesker med psykiske problemer i stand til at give andre? Hvor meget overskud har den udslidte mor, der har født 10-12 børn, og den fortvivlede far, der skal skaffe penge til familiens underhold?

 

 

 

- At elske er at give sig selv helt og fuldt

 

02. marts 2009. Sex hører til inden for ægteskabet. Det hænger sammen med kærlighedens væsen, skriver cand. mag. Torben Riis i et forsvar for den katolske seksualmoral

 

Et indlæg om katolsk seksualmoral med overskriften ”Ikke i aften, skat …” dateret den 16. februar kan for tiden læses på religion.dk. Det er skrevet af historikeren Kaare Rübner Jørgensen, der endvidere underskriver sig som katolik.

 

Dette sidste kan det være svært at få øje på i betragtning af, at hans indlæg former sig som ét langt uforsonligt angreb på stort set hele den kristne tradition – fra Det Gamle og Det Ny Testamente over kirkefædrene og middelalderens teologer til nutidens katolske moralteologi, der over én kam kasseres som forældet, undertrykkende og ubrugelig.

 

Om denne ”historiske” gennemgang er der imidlertid kun at sige, at den lider stærkt under, at Rübner Jørgensen øjensynligt ikke har læst de tekster, der kunne have givet ham en indsigt i det emne, han beskæftiger sig med, og at hans indlæg i øvrigt vrimler med udokumenterede påstande. Ja, faktisk består det ikke af stort andet. Som eksempel skal jeg blot nævne den besynderlige udlægning af Thomas Aquinas holdning til prostitution, som savner ethvert tekstmæssigt belæg, og den helt groteske forudsigelse af befolkningsudviklingen i Mexico, hvor han uden at blinke påstår, at der om 200 år vil være 30 milliarder indbyggere i Mexico. Det spørgsmål vender jeg tilbage til.

 

Sit eget ståsted beskriver Rübner Jørgensen som ”et paradigmeskifte fra en mytologisk til en tilværelsesforståelse på naturvidenskabelig grundlag” og refererer i øvrigt til ”nutidens psykologiske og biologiske erkendelser,” og det lyder jo umiddelbart meget tillidsvækkende. Eller rettere, det ville det have gjort, hvis der havde været mening i at hævde, at man kan basere en moralsk opfattelse på naturvidenskabelige kendsgerninger, og endvidere, hvis den erkendelse, som Rübner Jørgensen når frem til i sin artikel, havde været andet og mere end en påstand om, at alle begrænsninger i menneskers seksuelle udfoldelser, hvad enten de pågældende har en ”hetero-, bi- eller homoseksuel orientering” er af det onde. På jævnt dansk: alle har ret til et fedt seksualliv, ligesom de har ret til et fedt køkken osv.

 

Det facit når Rübner Jørgensen frem til, fordi hans menneskesyn er rent naturalistisk: mennesket er summen af sine drifter og ”behov”. Med dette udgangspunkt kan han kun anskue kirkens lære som en række urimelige forbud, der lægger uforståelige hindringer i vejen for den enkeltes lykke. Det kristne frelsesperspektiv er således fuldstændig fraværende i hans fremstilling. Derfor giver han et helt fortegnet billede af den katolske kirkes lære om seksualitet, og det tvinger mig selvsagt til at sige nogle ord om, hvad denne lære går ud på.

 

Man må have forståelse for, at det inden for disse rammer kun kan gøres antydningsvist, men nu forsøger jeg så at levere, hvad vi kunne kalde pixi-udgaven.

 

For det første: Det er ikke et katolsk synspunkt, at sex i sig selv skulle være syndigt eller forkert. Det er heller ikke korrekt, at det seksuelle samliv mellem to ægtefæller kun har til formål at sætte børn i verden. Hvis det var rigtigt, skulle man forbyde sex mellem ægtefæller, der ikke er i stand til at få børn, og det er der ingen, der drømmer om at gøre.

 

Dernæst: Det er Kirkens lære, at sex hører til inden for ægteskabets rammer. Hvorfor nu det? Det hænger sammen med kærlighedens væsen. Kærlighed er ikke det samme som seksualdrift, som i princippet kan rette sig imod enhver. Kærligheden er personlig. Når man elsker et andet menneske, er det hele personen, man elsker. At elske betyder at give sig selv helt og fuldt til den anden. Derfor kan det at elske heller ikke være tidsbegrænset. Ægteskabet er i katolsk forstand et fællesskab for hele livet, ikke et partnerskab, der er afhængigt af skiftende omstændigheder.

 

Hermed også sagt, at kærligheden udfolder sig inden for et forpligtende forhold – første mellem to mennesker – og senere inden for en families rammer, hvor man tager ansvar for hinanden og ikke kun tænker på at tilfredsstille sine egne behov. At være familie betyder, at man har hinanden som opgave. Ens eget liv lykkes ikke, hvis de andre kuldsejler.

 

For at nærme sig en forståelse af, hvorfor det hænger således sammen, må man begynde med skabelsen. Det er Gud, der skaber mennesket. Det er Gud, der skaber alt liv og opretholder det. Og denne skabelse er en kærlighedsbehandling.

 

Vi er alle et resultat af den skabende Guds kærlighed, og derfor tilhører vores liv ikke bare os selv. Det får først sin fulde mening, når vi vælger at ”samarbejde” med Gud. Derfor er den kærlighed, der binder ægtefællerne sammen, i en vis forstand et billede på Guds kærlighed til menneskene. Livsfællesskabet mellem ægtefællerne får kun virkelig mening, når det tænkes sammen med og især leves i sammenhæng med livsfællesskabet med Gud.

 

Det forhold bliver særligt tydeligt, når vi sætter børn i verden. I den situation er vi i en vis forstand Guds medarbejdere. Vi samarbejder med Gud om at skabe et nyt menneskelig, og det er hver gang så at sige et lille mirakel, der sker. Det at få børn er altså noget andet og mere end ren biologi, og inderst inde ved vi også godt, at vores børn kun tilhører os i et vist omfang.

 

Når kirken siger nej til kunstig prævention, abort, forsøg på fostre og meget mere af samme skuffe, er det fordi mennesker derved griber hindrende ind i denne skabelsesakt og selv vil overtage styringen. Så vælger man Gud fra. Resultatet af denne mentalitet oplever vi med fuld styrke i Danmark og resten af Europa i dag. Familierne forsvinder, befolkningstallet er i frit fald.

 

Og dermed er jeg så tilbage til Rübner Jørgensens dramatiske advarsel mod den truende overbefolkning i den 3. verden. ”Pave Benedikt formanede os under sit besøg i Sydney i sommer at tage vare på vor klodes tilstand. Det gjorde han ret i, men er han ikke klar over, at den største trussel er det voksende befolkningstal i ulandene? Tilsyneladende ikke, for ellers ville han ikke forbyde prævention. Uden brug af prævention vil et land som Mexico nemlig om tohundrede år have en befolkning på 30 milliarder.”

 

En ting er, at Rübner Jørgensens beskæftigelse med demografiske spørgsmål øjensynligt er gået i stå engang i begyndelsen af 1970’erne, da man endnu betragtede dommedagsprofetier som Paul Ehrlichs bog ”Befolkningsbomben” (1968) som den skinbarlige sandhed. Noget andet er, at Rübner Jørgensen – inden han besluttede sig for at begave kloden med 30 mia. mexicanere – burde have ulejliget sig med at konsultere de befolkningsprognoser, som GN (UNPO) til stadighed udsender, og som er tilgængelige på internettet.

 

I så fald kunne han have konstateret følgende: Den samlede fertilitet i Mexico var i 1970 6,5, hvilket vil sige, at mexicanske kvinder i gennemsnit fik et sted mellem 6 og 7 børn. I perioden 2005-10 siger prognosen, som er udarbejdet i 2006, at tallet vil falde til 2,21 (medium-estimatet) eller den lavere variant (som erfaringsmæssigt er den, der kommer tættest på virkeligheden) 1,96 – altså til et antal børn, som kun lige akkurat vil kunne sikre status quo.

 

Så meget om Mexico. Det er korrekt, at man globalt set har oplevet en befolkningseksplosion i 2. halvdel af det 20. århundrede fra 3 mia. i 1960 til 6. mia. i 2000. Den voldsomme vækst skyldtes imidlertid ikke i første række, at der blev født flere børn, men at levealderen steg kraftigt. Således blev mexicanere i gennemsnit kun 58,3 år i 1960. I dag kan de forvente at blive 76,2 år.

 

I ulandene som helhed steg den gennemsnitlige levealder fra perioden 1950-55 til 2000-2005 fra 41 til 63,5 år. Sammenholdt dette med, at den samlede fertilitet i hele verden faldt fra 4,98 (1960-65) til 2,65 (2000-05). Omkring 2040 knækker kurven ifølge prognoserne, og befolkningstallet vil herefter være i frit fald. Det vil toppe omkring 7,6 mia., være tilbage på de nuværende 6,5 mia. omkring 2082 og under 5 mia. ved indgangen til det nye århundrede.

 

Så, jo – paven er helt opdateret med hensyn til befolkningsudviklingen i verden i dag.

 

 

                              

 

Kærlighed og ægteskab – hvad kommer de hinanden ved?

 

26. mar 2009. I katolsk teologi har kærlighed ikke været væsentligt for ægteskabsindgåelse skriver mag. art. Kaare Rübner Jørgensen. Læs hans svar til cand.mag. Torben Riis

 

Torben Riis og jeg bliver aldrig enige, når vi taler om sex, prævention og skilsmisse. Han er ikke historiker og bryder sig ikke om, at jeg omtaler den katolske seksualmoral mere eller mindre bizarre forudsætninger. Han mener, at mit indlæg ”Ikke i aften skat ...” ”vrimler med udokumenterede påstande. Ja, faktisk består det ikke af stort andet.” Det er for billigt!

 

At komme med dokumentation for alle mine såkaldte påstande vil føre for vidt her, men nogle eksempler skal læseren da have.

 

At ægtefæller skal stå seksuelt til rådighed for hinanden, hvorfor et udsagn som ”ikke i aften, skat” ikke kan accepteres, er fra Augustin (De bono conjugali 7.6, cf. 1. Kor. 7.3-5). At de bør afholde sig fra sex, når de har fået et eller to børn, stammer fra samme kirkefader (sammesteds 3.3).

 

Synspunktet, at man ikke må dyrke sex for nydelsens skyld, der også findes hos Augustin (Contra Iulianum 4.14.71), kan bl.a. ses hos Thomas Aquinas (Summa Theol. 1.98.2 ad 3). Sidstnævntes opfattelse af bordeller og prostitution findes i hans ”De regimine principium ad regem Cypri” (Opera omnia 16, Parma 1864, 281). Riis kalder det en ”besynderlig udlægning,” men det er kun, fordi han er uvidende om oldtidens og middelalderens teori om de fire legemsvæskers indflydelse på menneskelig adfærd.

 

Den kristne religion er en kærlighedens religion. Men trods det spiller kærlighed i forbindelse med ægteskabsindgåelse ikke den store rolle i katolsk teologi før i nyere tid. Hvordan kunne den også gøre det med den meget lave ægteskabsalder, man tidligere opererede med. [i dag er den katolske mindstealder for indgående af ægteskab 14 år for piger og 15 for drenge; dog accepterer kirken, at stater kan fastsætte en højere alder; tilføjelse.]

 

Hvor mange amoriner svævede mon rundt i luften den 9. april 1363, da den 9-10-årige Margrethe (I) blev viet til den 23-årige kong Håkon af Norge? Kærlighed er noget, der opstår i løbet af ægteskabet. Pius XI kunne da også i 1930 advare mod at indgå ægteskab af emotionelle grunde. For ham skulle unge mennesker, der ønskede at gifte sig, tænke sig grundigt om, bede Gud om vejledning og følge deres forældres råd (Casti connubii § 115).

 

”Jeg kan ikke se, hvad manden kan bruge en kvinde til, hvis man udelukker hendes fødefunktion,” udtalte Augustin (De genesi ad litt. 9.2.13). Og Thomas Aquinas supplerede: ”Kvindens funktion er at føde børn, hendes mangel på styrke både mentalt og fysisk gør hende uegnet til at indtage en mere betydningsfuld plads i samfundet” (Summa Theol. 1.92.1 ad 2).

 

Helt i overensstemmelse hermed forkyndte Pius XI i encyklikaen ”Casti conubii” (Om det kyske ægteskab) i 1930: ”Kvindens mest agtværdige funktion er at være hustru, moder og medhjælp” (§ 27), ”Manden er familiens styrer og kvindens hoved, men fordi hun er kød af hans kød og ben af hans ben skal hun være ham underkastet og lydig” (§ 29). Det var for ham den rette ”kærlighedens orden” (cf. § 19).

 

Pius XI mente også, at det var til stor skade for familien, når moderen var tvunget til at søge arbejde uden for hjemmet (§ 120), og at hun begik en forbrydelse (!), hvis hun uden sin mands vidende eller mod hans vilje tiltog sig den frihed at administrere sine egne sager. Alt, hvad vi i dag kalder kvindeemancipation, betragtede han som kriminelt (§ 74).

 

Hvis kirken vil forbyde skilsmisse af hensyn til familien, kan man spørge, hvorfor den aldrig har forbudt kvinder at arbejde uden for hjemmet. Ja, hvorfor kom der ingen kirkelige protester, da kvinder fik valgret, og da sambeskatningen blev ophævet? Disse ændringer er jo udtryk for, at familien ikke længere er samfundets mindste enhed, som man har troet siden Aristoteles (cf. Paul VI’s encyklika ”Humanae vitae” (Om menneskets liv) § 23). Det er det enkelte menneske! Og det må være dette menneskes lykke og trivsel, en seksualmoral skal tage hensyn til.

 

Da sexlivets formål er avling af børn, er prævention forbudt. Det er nemlig udtryk for en kontraceptiv indstilling, stridende mod buddet i 1. Mos. 1.28. Dette argument blev brugt indtil 1951, hvor Pius XII til manges overraskelse godkendte, at ægtefæller for at undgå at få for mange børn i perioder måtte have sex i kvindens ufrugtbare perioder (den såkaldte naturmetode). Paul VI stadfæstede denne tilladelse i 1968. Ægtefæller måtte dog kun gøre det, når der var ”dybt alvorlige grunde til at sprede børnefødslerne” – de være af fysisk eller psykologisk art eller fremkaldt af ydre omstændigheder, så nogen carte blanche-tilladelse var det nu ikke (Humanae vitae § 16).

 

Mod indstillingen fra den pavelige kommissions altovervejende flertal opretholdt Paul VI ”Casti connubii’s” forbud mod prævention. Sagde man ja hertil, ville det nemlig være det samme som at erkende, at ikke paven, men den anglikanske kirke havde haft ret, da den i 1930 tillod prævention. Det fremgår af de oplysninger, der senere er kommet frem om kommissionens arbejde.

 

 ”Hvad skal vi gøre med de millioner og atter millioner af mennesker, vi har sendt til Helvede, fordi de har brugt prævention. Skal de nu føres ud igen?” spurgte den spanske jesuit Zalba de øvrige kommissionsmedlemmer.

 

Paul VI’s forbud mod brug af prævention skyldes primært hensynet til pavedømmets troværdighed.

 

Når paven kunne acceptere ”naturmetoden”, men ikke brugen af prævention, skønt begge metoder er udtryk for en kontraceptiv indstilling, er forklaringen, at de to situationer er ”fuldstændigt forskellige. I det første tilfælde bruger ægtefæller på rette måde den mulighed, naturen har givet dem, i det andet obstruerer de den generative proces’ naturlige udvikling” (Humanae vitae, § 16).

 

Det er denne differentiering, katolikker i den vestlige verden ikke forstår og ikke accepterer. Skulle synspunktet have gyldighed, måtte man vel også forbyde at lægge en patient i respirator, at bortoperere kræftsvulster og at give en døende livsforlængende medicin, for er det ikke en obstruktion af den naturlige udvikling, der fører til døden?

 

”Nix-pille-Paul” havde imidlertid andre argumenter mod prævention. En tilladelse ”ville kunne åbne døren på vid gab for ægteskabelig utroskab og en generel forringelse af de moralske standarder,” mente han.

 

En anden følge var, at ”en mand, som bliver vænnet til at bruge kontraceptive metoder, kan glemme den agtelse, han er sin hustru skyldig, og reducere hende ... til blot at være et instrument for sine egne lysters tilfredsstillelse, idet han ikke længere betragter hende som sin partner, som han skulle vie (al) sin opmærksomhed og affektion” (Humanae vitae § 17). Hvilken ynkelig og våset mandschauvinistisk argumentation!

 

At brugen af prævention skulle føre til utugt, som også generalvikar Lars Messerschmidt har hævdet (Kristeligt Dagblad 18.10.2003, Katolsk Orientering 5, 7.3.2007), er i øvrigt på ingen måde selvklart. Forholdt det sig nemlig således, skulle der jo tidligere ikke have været megen utugt og utroskab i verden. De mange bordeller i London i 1800-tallet viser vel det stik modsatte.

 

Egentlig er det grotesk, at ugifte mænd, der har fravalgt sig retten til at have et sex- og familieliv, skal diktere, hvordan vi, der har sagt ja dertil, skal leve. De har jo ingen praktisk erfaring, og hvad de ved derom, stammer udelukkende fra, hvad de har hørt og læst. Bør man ikke som biskop Willem Bekkers af s’Hertogenbosch (+ 1966) mene, ”at gifte ægtefolk, og de alene, kan besvare spørgsmålet, om hvad Gud konkret kræver af dem i deres kald?”

 

                                 

 

At kirkefædre og middelalderlige teologer tog fejl, når de hævdede, at kvinden kun kunne og skulle være mandens medhjælp ved slægtens formening, viser dette foto.