En hetz mod paven?

 

Indlæg i Kristeligt Dagblad

18. marts 2010

 

Efter at det er kommet frem, at den ærkebiskoppelige administration i München har set gennem fingre med en præsts misbrug af børn i årene omkring 1980, rettes søgelyset naturligt mod pave Benedikt, der var stiftets ærkebiskop fra 1977 til 1982. Hvor meget vidste han, må man med rette spørge. Nok har den daværende generalvikar ifølge Vatikanet erkendt, at det var ham og ham alene, der i sin tid traf beslutningen om at genansætte den pædofile præst, men kan vi stole på det? Er det ikke blot et forsøg på at undgå, at paven skal blive inddraget i den skandale, der i øjeblikket rider den katolske kirke i Tyskland som en mare?

 

Selv forholder paven sig tavs, men hans talsmand afviser enhver beskyldning og taler om en hetz og en ondsindet kampagne mod paven. Men er det en hetz? Er der ikke snarere tale om en skuffelse og vrede over, at paven endnu ikke har kommenteret overgrebene i sit hjemland? At gå til modangreb og stille sig fornærmet an, som også den tyske bispekonferences talsmand, ærkebiskop Zollitsch gjorde, da justitsminister Sabine Leutheusser-Schnarrenberger kritiserede biskopperne for trods løfte herom ikke at ville samarbejde konstruktivt med anklagemyndighederne, lægger kun yderligere ved på det bål, som alle så gerne vil slukke.

 

Skal paven renses og de tyske biskopper frikendes for et medansvar, er der kun én ting at gøre. Og det er at lade politi- og anklagemyndighed gennemgå alle personalemapper i bispekontorerne og give dem uhindret adgang til deres korrespondance med Vatikanet om pædofile præster. Men vil biskopperne tillade det? Mange steder i USA har de nægtet, hvorfor anklagemyndighederne måtte slæbe dem i retten for at få de relevante papirer udleveret, så de skyldige præster kunne blive retsforfulgt. Det samme er sket i Irland, for også her ville biskopperne med en enkelt undtagelse kun halvhjertet samarbejde med de regeringsudnævnte kommissioner, der skulle afdække overgrebenes omfang. Ja, flere biskopper, herunder Vatikanets nuntius, nægtede pure at medvirke. På den baggrund kan det næppe undre, at hele 74 % af den tyske befolkning ifølge en meningsmåling tvivler på, om biskopperne er indstillet på at få undersøgt skandalerne til bunds.

 

Katolske biskopper, herunder paven og hans kardinaler, er skolet inden for en kultur, der er ganske anderledes end den, der findes i demokratiske samfund. Det er en lukket, autoritær kultur, hvor alle beslutninger træffes bag lukkede døre. Er der problemer, indkalder paven de lokale biskopper til en ”kammeratlig” samtale i Vatikanet, men hvad de taler om, får vi kun i meget generelle vendinger at vide gennem en talsmand. Selv stiller han ikke op til pressekonferencer. Og at mødes med kritiske lægfolk fra ”Vi er Kirkens” internationale sekretariat og andre lægmandsgrupperinger har han hidtil afvist. Heller ikke de organisationer, der taler pædofiliofrenes sag, har han ønsket at tale med. Trods hans skarpe fordømmelse af præsters pædofili, kan man derfor let få det indtryk, at han i virkeligheden ikke bekymrer sig særlig meget for ofrenes situation. ”Vi forventede os noget, men fik ingenting,” udtalte en talsmand for ofrene efter de irske biskoppers møde med paven i februar. Så også tilliden til paven ligger i dag på et meget lille sted. At kritisere ham er dog kun en hetz, hvis der ikke er substans bag anklagerne. Og hvorvidt der er det, kan kun fremtidige undersøgelser vise.