Kors i offentlige skoler

 

I november 2009 faldt der dom i en sag, en finsk kvinde i Italien havde rejst mod den italienske stat ved Den europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg. Dommerne gav hende ret i, at tilstedeværelsen af krucifixer i de offentlige skolers klasserværelser var en krænkelse af hendes børns ret til at undgå religiøs påvirkning og derfor skulle fjernes.

 

Dommen vakte voldsomt røre i Italien, men også den danske avis "Kristeligt Dagblad" bragte flere indlæg derom. Den 17. november 2009 havde avisen denne kommentar, hvori jeg støttede kvinden:

 

Den italienske krucifix-strid

Som omtalt i Kristeligt Dagblad den 14. november 2009 har det skabt voldsom røre og modstand i Italien, at Den europæiske Menneskeretsdomstol i Strasbourg har givet en finsk immigrant ret i, at krucifikser i hendes børns skole er krænkende for ikke-troende og derfor bør fjernes. Jeg er helt enig i denne afgørelse. Et krucifiks er et kristent symbol, som ikke hører hjemme i en offentlig skole, for den skal være for alle– uanset religion eller mangel på samme.

Beslutningen om krucifikser i klasseværelserne blev truffet af Mussolini-regeringen i 1924 og 1928, så vor udenrigsminister tager fejl, når han hævder, at det er en tradition, der går tilbage til 1500-tallet. Motivet var da også udelukkende at få pavestolen og med den de italienske katolikker til at bakke op om det fascistiske styre, hvorfor det mere var af politiske end af religiøse grunde, at de mange krucifikser kom til at hænge på væggene i klasseværelserne.

Desuden må vi ikke glemme, at hvor korset/krucifikset for os kristne er et positivt, et frelsende symbol, er det for jøder, muslimer og ateister det stik modsatte. Med eller uden hager er og forbliver det for dem et symbol på fornedrelse, undertrykkelse og i sidste instans udryddelse og død.

At Vatikanet og højreorienterede katolikker reagerer så skarpt på dommen, undrer ikke, for de har altid haft svært ved at acceptere princippet om religionsfrihed, men at den italienske venstrefløj bakker dem op, er virkelig forbavsende. Skyldes det mon en erkendelse af, at den aldrig vil komme til magten uden Vatikanets støtte? Endnu mere forbavsende er det dog, at danske politikere med udenrigsministeren i spidsen giver udtryk for deres forfærdelse over dommen. Jamen, er de ikke klar over, at vi står midt i en værdikamp mellem pavens intolerante og antidemokratiske menneske- og samfundssyn og idealerne fra den franske oplysningstid om frihed, lighed og broderskab?

 

Indlægget fremkaldte to aggressive og ret så tilsvinende modindlæg fra de katolske præster Michal Bienkowski (Taastrup) og Benny Blumensaat (Esbjerg) den 19. og 21. november 2009.  Den 30. november havde jeg derfor denne, mere principielle kommentar:

 

 

Kors kan spærre for religiøs frihed

 

Reformér den topstyrede pavekirke

 

 

Har paven altid ret? Skal vi som katolikker accepterer alt, hvad der kommer fra Rom? Må vi ikke have lov til at tænke selv og kritisere paven, hans kardinaler og biskopper, når de giver udtryk for synspunkter, der strider mod vor viden og erfaring? Disse tanker løber gennem mit hoved, når jeg læser præsterne Michal Bienkowskis og Benny Blumensaats voldsomt aggressive angreb på mig i Kristeligt Dagblad (19. og 21. november 2009). Må man ikke det, kan jeg blot sige, at der så er mange fremtrædende katolikker, som ikke er katolikker. Det være teologen Hans Küng, den amerikanske vicepræsident Joe Biden, formanden for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi, hele familien Kennedy og den nylig konverterede Tony Blair m.v. Havde de to præster læst min anmeldelse af Kerry Kennedys bog ”Being Catholic Now”(2008), ville de have vidst, at der er en stor diversitet inden for nutidens katolicisme. Den er ikke længere den monolit, den var engang (Katolsk Orientering nr. 18, 6. november 2009).

 

Når jeg erklærede mig enig i dommen fra Strasbourg angående kors i offentlige, ikke-konfessionelle skoler, skyldtes det tre ting. Den ene var erkendelsen af, at alle vesteuropæiske lande i dag er multietniske, multikulturelle og multireligiøse. Den anden, at Italien som alle andre lande i Vesteuropa minus Vatikanet har underskrevet den europæiske menneskeretskonvention. Og den tredie den accepterede adskillelse mellem kirke og stat – et princip som også Vatikanet officielt har tilsluttet sig. Der er ikke tale om mindretalstyranni, som Neil Addison skrev i Kristeligt Dagblad den 21. november, men om at alle har ret til frit at vælge deres religion (cf. Jens Elo Rytter den 24. november 2009).

 

I sit i øvrigt temmelig forvrøvlede indlæg spørger Bienskowski, om vi nu skal tolerere alt på nær vore egne, kristne værdier, og om vi for ikke at støde andre skal gå under jorden. Selvfølgelig skal vi ikke det. Men vi skal ikke påtvinge andre vore værdier. Vi skal stå frem som kristne og i vor hverdag vise vore medmennesker den omsorg og kærlighed, Jesus krævede af os. Vi må dog også være ærlige og erkende, at nok så mange rædselsgerninger er begået i disse værdiers navn. Det er derfor, at korset for jøder og muslimer ikke kan være det kærlighedens symbol, som det er for os. Det kan vi beklage, men sådan er det.

 

At kristendommen er en af Europas åndelige rødder, ville være tåbeligt at benægte. Men om det er en katastrofe, at religionen ikke er nævnt i Lissabon-traktaten, som Blumensaat mener, er jeg ikke sikker på, for derved åbner vi op for en splittende og for traktaten irrelevant diskussion, om hvilken kristendom der er den rigtige. Her i Skandinavien vil vi nok sige, at det i højere grad er Luthers kristendomsforståelse end pavens, der er vor åndelige arv. Desuden må vi ikke glemme, at kristendommen blot en af de flere hundrede religioner i nutidens Europa. Ønsker vi at opretholde princippet om religionsfrihed, må Europa som helhed være neutral. Så enkelt er det.

 

De to præster kan ikke forestille sig en anderledes katolsk kirke end den topstyrede pavekirke, vi har i dag. Det kan jeg. Min fremtidige katolske kirke vil ikke være uden pave og biskopper, men være en kirke, hvor de vælges af de troende og står til regnskab over for dem i deres embedsførelse. Det vil være en ærlig og troværdig kirke, hvor biskopper og paver ikke dækker over præsters sexmisbrug af børn, en kirke, hvor det er mennesket, der står i centrum, og ikke den fra middelalderen nedarvede institution. At jeg ikke er den eneste, der har sådanne drømme, fremgår af artiklerne i bogen ”A Democratic Catholic Church: The Reconstruction of Roman Catholicism”, udgivet af teologerne Eugene C. Bianchi og Rosemary Radford Ruether, New York 1992.

Har paven altid ret? Skal vi som katolikker accepterer alt, hvad der kommer fra Rom? Må vi ikke have lov til at tænke selv og kritisere paven, hans kardinaler og biskopper, når de giver udtryk for synspunkter, der strider mod vor viden og erfaring? Disse tanker løber gennem mit hoved, når jeg læser præsterne Michal Bienkowskis og Benny Blumensaats voldsomt aggressive angreb på mig i Kristeligt Dagblad (19. og 21. november 2009). Må man ikke det, kan jeg blot sige, at der så er mange fremtrædende katolikker, som ikke er katolikker. Det være teologen Hans Küng, den amerikanske vicepræsident Joe Biden, formanden for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi, hele familien Kennedy og den nylig konverterede Tony Blair m.v. Havde de to præster læst min anmeldelse af Kerry Kennedys bog ”Being Catholic Now”(2008), ville de have vidst, at der er en stor diversitet inden for nutidens katolicisme. Den er ikke længere den monolit, den var engang (Katolsk Orientering nr. 18, 6. november 2009).